Velkommen til Nordregårdsskolen
Her kan du finde de vigtigste informationer, du som forælder har brug for til et hurtigt og konkret indblik i skolestarten.
SFO (Skolefritidsordning)
SFO er en del af folkeskolen, og derfor følger den folkeskoleloven. SFO har en vigtig opgave i at fungere som bindeled i overgange mellem børnehave og skole. På SFO Randkløve Allé prioriterer vi overgange højt for at kunne støtte, vejlede og hjælpe børnene ind i et trygt og rart skole- og fritidsmiljø.
SFO inden skolestart
Børn, der endnu ikke er startet i skole kan optages i SFO, hvis de har minimumsalderen for optagelse. Minimumsalderen er 4 år og 10 måneder.
Når børnene starter på SFO i foråret, gennemgår de et særlig program, inden de starter i skole. Vi opfordrer til, at alle børn starter på SFO inden skolestart, da der her bliver skabt et fundament for venskaber og fællesskaber resten af deres skole- og fritidsliv.
Vi arbejder med et strukturelt program for at skabe de bedste forudsætninger for trivsel, udvikling og læring inden skolestart.
For at jeres børn oplever en overskuelig og genkendelig hverdag, arbejder alle SFO’er i Tårnby Kommune med de 6 kompetencemål, som overgang fra SFO til skole:
- Sprog
- Matematisk opmærksomhed
- Naturfaglige fænomener
- Kreative og musiske udtryksformer
- Krop og bevægelse
- Engagement og fællesskab.
I vil modtage besked fra SFO'en ca. en måned før opstart, således at både børn og voksne er godt klædt på til en tryg overgang fra børnehave til SFO.
Nordregårdsskolen
På Nordregårdsskolen har vi et tæt samarbejde i vores distrikt omkring overgange. Konkret betyder det, at både SFO og skole er repræsenteret i overleveringen fra børnehaverne, så vi er i tæt dialog omkring børnenes trivsel og udvikling, inden vi danner klasser i juni.
På Nordregårdsskolen er den endelige klassedeling først afsluttet ved udgangen af børnehaveklassen.
Skoleparathed
Når jeres barn møder skolen, møder de også en helt ny verden. Som forældre kan I gøre en stor forskel ved at være opmærksomme på at træne jeres barns opmærksomhed
Opmærksomhed
- At kunne lytte, forstå og udføre en kollektiv besked
- Koncentrere sig i kortere tid
- Kan overholde enkle regler
Finmotorik
- Holde rigtigt på en blyant
- Klippe med en saks
- Skrive sit eget navn
Grovmotorik
- Kunne bruge sin krop på forskellige måder, som hinke, løbe, klatre, have god balance
- Kunne sidde almindeligt på en stol
- Kunne sidde på gulvet uden at læne sig op af noget
Hygiejne
- Tørre sig selv efter toiletbesøg
- Vaske og tørre hænder efter toiletbesøg
Selvhjulpenhed
- At kunne rydde op efter sig selv
- Tage ansvar for egne ting, både i skoletaske og garderobe
- Selv kunne tage tøj af og på
- Lyne lynlås og binde snørebånd
Sociale kompetencer
- Vente på tur og ikke afbryde
- Håndtere konflikter
- Kunne udsætte egne behov
Skoleparate forældre
Det er ikke kun jeres barn, som skal være skoleparat. Som forældre har I også en stor rolle i jeres barns skoleliv og det kan bl.a. være en stor omvæltning, at der nu pludselig er en fast mødetid, som skal overholdes.
Derudover har I en vigtig rolle ved at
- være interesserede i jeres barns hverdag og tale med barnet om skolen
- altid omtale skole, børn og forældre positivt i jeres barns påhør
- hjælpe jeres barn med at pakke taske og ikke agere tjener
- følge aktivt med på Aula, MinUddannelse, deltage i forældremøder og tjekke sedler
- støtte aktivt op omkring jeres barns sociale relationer
- overholde skolens ferieplan
Skole og SFO
Vi vil gøre vores bedste for at overgangen fra børnehave og SFO til skolen bliver god for både børn og forældre. Vi sørger for at
- drage omsorg for og tage hensyn til det enkelte barn således, at undervisningen når alle og udfordrer alle
- hjælpe barnet til at knytte sociale relationer
- tage udgangspunkt i barnets styrkesider - leder ikke efter fejl
- være lydhøre og åbne
- have et højt informationsniveau
Vi glæder os til et godt samarbejde med fokus på jeres barns trivsel, læring og udvikling samt til at lære jer og jeres barn at kende.
Folkeskoleloven
Som alle andre folkeskoler skal vi leve op til folkeskolelovens formålsparagraf.
”§ 1 Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.
Stk. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.
Stk. 3. Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”
Nordregårdsskolens vision
På Nordregårdsskolen går vi i skole for at lære noget. Vi skal lære at læse og regne, men også lære en masse om os selv og andre mennesker
Vores undervisning målrettes mod elevernes individuelle niveau. Vi underviser efter traditionelle metoder, men giver hele tiden plads til nye og andre måder at lære på.
For os er det vigtigt at give plads til alle som individer men også at huske på, at vi alle er en del af et fællesskab – både i skolen og i livet i al almindelighed.
Vi giver hinanden plads til at være anderledes. Vi passer på hinanden og viser hinanden respekt.
Nordregårdsskolen er et trygt og rart sted at gå i skole.
Skoleleder Annette Gottlieb
Viceskoleleder Gitte Dahl Hansen
Indskolings- og områdeleder Tobias Vestergaard